Mal bjerge på væggen
På sønnen Astons værelse vil Pernille bag profilen Moneymum male bjerge ud fra sit eget design på hele den ene væg, og herefter tilføje dinosaurer og palmer som hun ligeledes laver med en af vores maleskabeloner til børn. Dinosaurer-universet skal males i grønne og brune nuancer, som passer perfekt til den smukke pastelgrønne farve Cipollino, som Astons værelse allerede er malet med.
Hvad skal du bruge når du maler bjerge på en væg?
- Maling i forskellige farver
- Evt. kolorant til at tone malingen med
- Malertape til skarpe kanter
- Kridt eller blyant
- Malerpensel
- Stregtrækkerpensel
- Vælg og skitser dit design. Pernille har valgt at male bjerge hvor der skal være en synlig hvid kant imellem linjerne. Skitsér på væggen med en blyant eller kridt, så du nemt kan dække det efterfølgende.
- Sæt malertape op i det mønster du ønsker. Giv eventuelt de forskellige felter numre på din skitse, så du husker hvilken rækkefølge bjergene skal males i. Det er vigtigt at overholde tørretiden for de forskellige felter, for at opnå et smukt resultat med knivskarpe kanter.
- Start med at forsegle kanten med bundmaling, præcist som når du vil male en skarp hvid kant mellem to farver. (se vores videoguide her). Er din væg i forvejen malet hvid, skal du altså male kanten rundt om skabelonen med hvid vægmaling. Sørg for at alle lufthuller og bobler lukkes, så næste lag maling ikke kan trænge ind under tapen. Er væggen ujævn kan det være nødvendigt at lukke af ad flere omgange.
- Når bundmalingen er tør, maler du med den farve som du ønsker bjerget skal være. Start med at male hjørner og kanter, og fortsæt derefter med de store overflader. Mal med den endelige farve 2 gange.
- Når du har malet væggen anden gang, skal du trække malertapen forsigtigt af, mens sidste lag maling stadig er våd. På denne måde sikrer du dig at tapen ikke trækker malingen af.
- Gentag processen hvor hver ny farve du vil male med
Mal bjerge på væg uden synlige kanter
- Ønsker du at male bjergene hvor de støder helt op mod hinanden, kræver det at du leger lidt mere med malertapen. Når den første række bjerge er tørret og du har fjernet malertapen, skal du påsætte nyt malertape, langs de skarpe kanter som du netop har lavet. Når tapen sidder som den skal, skal du igen forsegle den med bundmalingen. Vær opmærksom på, at de kanter som støder op mod det bjerg som du allerede har malet, skal males i denne farve, og ikke den hvide bundfarve. Eksempel: Er det første bjerg malet i en blå farve, skal tapen som grænser op med denne kant forsegles med den samme blå farve.
- Gentag processen hvor hver farve du maler med.
- Når du har malet alle bjerge kan du rette kanterne til med en stregtrækker, hvis det er nødvendigt.
Hvor lang tid tager det at male bjerge på en væg?
Når du skal male bjerge på en væg er det malingens tørretider som gør processen lidt lang. Tiden du bruger på at svinge malerpenslen er faktisk minimal. Du skal regne med at sætte ca 2 dage af til projektet, men den reelle arbejdstid er ikke mere end et par timer.
Tips når du skal male bjerge på en væg:
Anvend en malertape til skarpe kanter og følsomme overflader, så du ikke kommer til at ødelægge den nymalede væg.
Lav først en skitse på et stykke papir, så du kan visualisere hvordan bjergene vil te sig på væggen. Tag højde for hvor rummets møbler skal placeres.